Stor skandale i lille speciale

Børne- og ungdomspsykiatrien formår sjældent at ophidse gemytterne. Noget overraskende kommer den største sag om videnskabelig uredelighed i dette årtusinde fra det lille speciale. Keller og 21 andre akademiske hotshots publicerede i 2001 et studie i specialets mest renommerede tidsskrift udgivet af det amerikanske specialeselskab AACAP: En RCT af paroxetin vs højdosis-imipramin vs placebo mod depression hos unge. Man påstod at paroxetin var sikker og virksom. Studie 329 var fra starten omdiskuteret. Først fordi rapporteringen var ufuldstændig og misvisende: GSKs medicin var ikke særlig virksom og behæftet med bivirkninger, bla. selvskadende adfærd. Senere fordi det viste sig at den var skrevet af en ghost writer ansat af SmithKline & Beecham (nuværende GSK), Det vakte også opsigt at hovedforfatteren havde modtaget store beløb fra studiets sponsor op til publiceringen af artiklen. Forfatterne ytrede sig aldrig om de mere alvorlige anker mod studie 329. Universitetet bag hovedforfatteren Keller (Brown) foretog aldrig en formel undersøgelse. Selskabet overhørte henvendelser fra prominente medlemmer (mon det spiller en rolle at AACAP modtager millionbeløb fra industrien ?). Tidsskriftet skabte aldrig transparens omkring vurderingen af artiklen, offentliggjorde aldrig rettelser til præsentationen af datamaterialet og trak heller ikke artiklen tilbage da GSK indgik forlig på 2,5 milliarder dollars med de amerikanske myndigheder pga uetisk markedsføring baseret på det mangelfulde studie.

Det seneste skud i denne saga er publikationen i BMJ af en reanalyse af Keller et als datamateriale – Le Noury et al viser at paroxetin, højdosis-imipramin og placebo ikke adskilte sig signifikant på nogen af de forudspecificerede outcome parametre. Og at paroxetin medførte selvskadende adfærd i betydeligt omfang (ligesom højdosis-imipramin medførte mange kardiovaskulære bivirkninger). Det nye studie kom i stand efter stor indsats fra den australske børne- og ungdomspsykiater Jon Jureidini, understøttedes af et non-for-profit-initiativ, var udsat for store forhindringer (adgang til data…) og blev udført under Restoring Invisible and Abandoned Trials (RIAT) initiative. BMJ beskriver historien i et feature – forfatternes anmodninger om kommentarer fra implicerede blev ikke besvaret (substantielt) – status er lige nu: No correction, no retraction, no apology, no comment. Se også medforfatter på det nye studie David Healys kommentar.

Og tavsheden/passiviteten er efterhånden ikke bare pinlig men også ansvarspådragende for forfatterne af primærartiklen, tidsskriftet og selskabet bag samt universitetet/rne.

En kommentar

  1. Det er så det de kalder seriøs forskning ….

    Sendt fra min iPhone

    > Den 19/09/2015 kl. 22.44 skrev WordPress.com : > > >

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: